mandag den 15. juli 2013

Expedition til Isle of Skye

Det mest af dag 1 gik med at komme ud til Skye, men vi gjorde også en del stop på vejen hvor vi så forskellige attraktioner. Første stop var ved Loch Lomond hvor vi lige fik strukket benene til en flot udsigt over lochen. Næste stop var Glen coe som Skotlands mest berømte glen/dal, som udover at være utrolig flot at vandre i, også er kendt for Glen coe massakren i det 17. århundrede. Efter at have skuet udover dalen mens vi spiste vores frokost gik vi en tur på museet og blev klogere på dalens dyre- og planteliv samt geologi.  Vi fortsatte så med bussen gennem det skotske højland og forbi Ben Nevis som er Skotlands højeste bjerg, ca 1344 m over havets overflade

Udsigten over Loch Lomond

Næste stop var ved Glenfinnan som var endnu en dal hvor bl.a. den kendte viadukt fra Harry Potter er. Her nød vi udsigten fra et udsigtspunkt og så det gamle damplokomotiv futte over viadukten. Desværre fik jeg ikke et godt billede af toget, men jeg skal ud og køre med det om to uger, når vi skal på udflugt til Oban, så kan jeg måske få et par billeder.

Glenfinnan viadukt som er med i Harry Potter

Udsigt over Genfinnan
Vi fortsatte gennem West Highlands of Scotland og passerede smukke natur scenarier, som har været brugt til optagelse af flere film, bl.a. kørte vi igennem området hvor James Bonds er vokset op i filmen Skyfall. Senere, da vi var ankommet til Skye, passerede vi et klippelandskab hvor filmen Prometheous er blevet optaget, og hvor den kommende Star Wars bliver filmet. Man kan måske også godt sige at det var lidt som at være på en fremmed planet at køre igennem så særegent og fredfyldt et landskab.

Da vi ankom til Portree som er hovedstaden på Skye fik vi fish and chips til aftensmad og fortsatte så imod vores hostel. Udsigten derfra var helt utrolig, og da vi havde fået pakket ud fulgte vi en sti ned til havet igennem det smukke landskab. Nogle af de andre studerende var modige og tog en svømmetur i det kolde vand, mens jeg og nogle andre gik på opdagelse med vores kamera. Da vi begyndte at blive spist af midges, som er små aggressive insekter der lever i det Skotske højland, gik jeg tilbage, fik en kop te og gik så i seng. Selvom klokken var 23 var det stadig lyst, det bliver åbenbart først rigtig mørkt dér ved midnatstid og så står solen op igen ved 3 tiden.

Sti fra vores hostel og ned til vandet


Om lørdagen kørte vi ud til Sabhai Mòr Ostaig College der ligger på Skye, og er national center for deres gamle sprog Gaelic. Så her lærte vi noget historie om Gaelic der er en gren af Celtic og talt af ca. 80.000 mennesker i Skotland. Jeg lærte bl.a. at sige goddag og hvordan har du det ’Latha math’ og ’Ciamar a tha thu’ og at ordet Whisky oprinder fra ’Uisge Beatha’ der betyder Livets Vand. Efter Gaelic undervisningen hørte vi noget traditionel Skotsk musik. Der blev spillet fiddle, det er faktisk en violin, men pga. den måde man spiller på instrumentet bliver det altså kaldt en fiddle,  og to typer sækkepibe, som i øvrigt spillede så voldsomt højt, så jeg gik derfra med ringen for ørerne. Kan godt forstå nogle ikke bryder sig som meget om sækkepibe, jeg var nok også selv mest til fiddelen.

Rutineret piber spiller på sin sækkepibe



Fiddle
Næste aktivitet var en lille heik igennem et imponerende bjerglandskab. Stien var lidt udfordrende ind imellem med hold da op et landskab! Vi gik i ca. to timer til vi nåede vores hostel.

Heik gennem bakkerne på Skye

Lørdag var også dagen for international aften. Vi var blevet inddelt i grupper og skulle lave noget mad der repræsenterede landet/området vi kom fra. Vi var 5 grupper:  Asien, Sydeuropa, Mellemøsten,  Østeuropa,  Skotland og Nordeuropa som jeg var i. I min gruppe var vi en fra Polen, en fra Finland, en fra Holland, en fra Tyskland, To fra Sverige og så mig fra Danmark. Vi lavede kødboller som skulle repræsenterer frikadeller og kötbullar (dansk/svensk),  og så med kartofler og en hollandsk sovs til (hollandsk), en nudelsalat (tysk), chokoladekugler (svensk), chokolade/abrikos kage (finsk) og så serverede vi kolde Carlsberg til. Det var rigtig lækker mad vi fik den aften, min favorit var nok Asien bordet som havde lavet sådan en lækker nudel ret, og så Sydeuropa som havde tomat/tun suppe og bruchetta og så selvfølgelig sangria (der var en del fra Spanien). Da vi havde spist os godt mætte blev der åbnet nogle flere øl og jeg kom i seng ved 2 tiden.

Det Asiasiske bord

Søndag stod den på tur til Talisker distellery som er et anerkendt whisky destilleri på Skye. Vi fik en guidet tur inde i selve destilleriet af en ægte whisky kender.

Talisker whisky destilleri

Han forklarede os hele proceduren fra ende til anden mens vi gik igennem destilleriet. Først skal kornet som whisky’en er baseret på gennemgå en maltnings proces. Det sker ved at kornet bliver gennemblødt med vand og ligger så i 10 dage for at enzymer der skal omdanne stivelse til sukker kan blive dannet. Derefter skal kornet tørres, og det gør man ved at ryge det. Da der ikke vokser særlig mange træer på Skye bruger man tørv som er et jordlag der brænder meget langsomt, og giver en helt bestemt kraftig røget smag til whisky’en. Tørv er en slags jordlag der er særligt udbredt hvor det regner meget og jorden er våd, dvs. i den vestilige Skotland, hvorfor whisky’erne fra dette område er særligt røget. Når kornet er tørt bliver det malet groft og overført til en stor beholder hvor det overhældes med frisk vand der er opvarmet til 37 grader. Denne temperatur er optimum for enzymerne, som begynder at omdanne stivelsen til sukker som senere skal blive til alkohol. Den sukkerholdige væske tappes over i en kæmpe tønde hvor det tilsættes gær. Gæren bruger sukkeret og laver ethanol, indtil væsken når en alkohol procent på omkring 8 %. Nu sker destilleringen, som foregår ved at væsken overføres til nogle store kobberbeholdere der langsom bliver varmet op indtil alkoholen, som har en lavere fordampningstemperatur end vand, begynder at fordampe. Den fordampede alkohol sætter sig på indersiden af kobber beholderen og denne kontakt er vigtig for at fjerne forskellige salte fra den væske der skal blive til whisky. Destilleringen foregår over flere omgange og i forskellige kobber tanke. Til sidst bliver den færdige whisky med den rette alkohol procent hældt på egetræs tønder hvor det skal stå og modnes i 10 eller 18 år. Tønderne de bruger på Talisker er brugte og kommer fra et destilleri i USA, det skulle åbenbart være bedst for whisky’en at modnes i en brugt tønde. Nogle af tønderne kom også fra Spanien og havde været brugt til cherry, og modning i deen type tynde skulle få whysky’en til at få et twist af cherry. Vi hørte også om den nye ’trend’ indenfor whisky’er, som går ud på at dobbelt modne whisky’en hvilket vil sige at den hældes over på en ny tønde de sidste måneder af dens modningstid. Turen sluttede af med en smagsprøve af en 10 års Talisker. Vi fik en meget omhyggelig introduktion til hvordan whisky’en skulle drikkes. Først kigger man på den – hvis det er en god whisky, siger nogle whisky kendere, kan man se den smile tilbage når man smiler til den. Så stikker man næsen helt ned i whisky glasset, og dufter til væsken mens man tænker over hvad den dufter af. Så tager man et lille sip og lader det komme rundt i munden og på siderne af tungen, og SÅ synker man det mens man mærker varmen fra whisky’en fylde sin krop. Hvis man kommer en dråbe eller to helt frisk vand i whisky’en skulle smagen blive mere rund og mild. Ikke fordi væsken fortyndes, men noget med at proteinerne bliver forstyrret – det fik jeg ikke lige helt fat i, og kunne heller ikke så godt smage forskel, måske fordi jeg stadig er forkølet J

Entusiastisk whisky kender der viste os rundt på destilleriet
10 års Talisker som vi fik lov at smage
Nå, det var en lang smører om whisky. Næste stop var ud til alferne kløft, som var en kløft der fordybede sig ned langs en bjergside med en lille flod i bunden. Vejret var godt så vi gik langs kløften i et par timer og fik taget nogle flotte billeder.

Alfernes kløft

Om aftenen var det planen at vi skulle lave bål ved stranden men det måtte vi aflyse da det begyndte at regne. Heldigvis var der et lokalt band der spillede på hotellet lige ved siden af, så der gik vi over i stedet for, vi var ca. 50 så det har virkelig været en god forretning for det lille hotel den aften. Stemningen var helt i top og vi fik alle de lokale nisser op af stolen og danse. Hele baren blev omdannet til dansegulv og folk skrålede med på alle de kendte sange, som blev hyldet med klapsalver og pift. Det var også virkelig et godt band! Ud over at danse fik jeg også drukket en Talisker i baren så jeg kunne forbedre mine whisky tasting skills lidt. Da bandet var færdig med at spille gik vi tilbage til vores hostel, det var en sjov oplevelse at træde direkte ud i sådan en fredfyldt natur (det var stadig lyst) efter at have givet den så meget gas til en rock koncert.
Mandag var det tid til at tage hjem til Glasgow. Efter at have pakket sammen og sagt farvel til udsigten, satte vi os til rette i bussen og fik indhentet lidt af den søvn der var kommet i underskud over weekenden.  Vi havde også en del ting planlagt på hjemturen og første stop var ved et af de mest besøgte slotte i Skotland der hed Eilean Donan Castle. Dernæst kørte vi mod Loch Ness hvor vi besøgte endnu et slot der hed Urquhart  og nød udsigten over lochen som har et areal på 56 km2 og det dybeste punkt er 227 m dybt! Vi nåede også lige at få et glimt af Nessie inden vi kørte videre.


Eilean Donan Castle



Urquhart Castle med usigt over Loch Ness


Sidste stop på Skye ekspeditionen var ved slagmarken Culloden som var et slag imellem Jacobite forces og en Government army. Jeg var lidt træt så fik ikke helt fat i historien, selvom det var en virkelig god guide vi havde med ude på slagmarken, men the Jacobites tabte i hvert fald stort. Vi gik en hurtig rundtur på museet inden vi kørte videre imod Inverness som er hovedstaden i det Skotske højland og satte så kursen imod Glasgow.

Culloden Battlefield
Jeg var godt træt da jeg kom hjem, men alligevel formåede jeg at få slæbt mig med ned på en bar sammen med de andre og drikke en øl og det var altså afslutningen på en helt fantastisk tur, hvor jeg virkelig har fået udvidet mit kendskab til Skotland.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar