mandag den 8. juli 2013

Ankomst til Skotland og den første dag på arbejde

Nu sidder jeg pludselig på mit lille værelse i Skotland, og har fået overstået første dag på Universitetet - en dag jeg længe har prøvet at forstille mig, og lidt frygtet, er nu vel overstået. Og så på trods af en ordentlig omgang forkølelse - men det er jo prisen for at tage på Roskilde festival.

Jeg blev hentet i Edinburgh lufthavn af Craig, som er en utrolig flink og hjælpsom IAESTE frivillig, og vi tog bussen ind til Edinburgh hvor vi skulle med tog videre til Glasgow. Skotland viste sig fra sin bedste side med sol fra en skyfri himmel, og selvom jeg kun så Edinburgh gennem de beskidte ruder i bussen, gjorde den virkelig indtryk. Jeg skal helt sikkert tilbage og udforske byen og dens mange slotte når jeg får tid en weekend.
Da Craig havde fulgt mig til kollegiet hvor jeg skulle bo og vist mig lidt rundt, fik jeg pakket mine ting ud, og så gik der ikke længe før jeg måtte gå i seng. Min krop var bare så træt, så den sov fra kl. 7 igår aftes til kl. 7 i morges, og så endda på en sindsygt dårlig madras der knirker højt hver gang man vender sig, og føles som om man ligger direkte på fjedrene. Skal vidst ud og have købt mig en topmadras.

Min første arbejdsdag tog jeg afsted 1½ time inden jeg skulle møde, fordi jeg var bange for at fare vild og komme for sent, men det var meget nemt at finde ud til Glasgow University med undergrundsbanen, så det endte bare med at jeg var der 3 kvarter før. Jeg gik en tur i området, og tænkte lidt over hvad jeg skal tage billeder af, når jeg får mit kamera med ud på et tidspunkt. Gik også lige ind i universitetets hovedbygning, hvilket var et meget imponerende sted - det kommer der billeder af senere. Jeg var ret nervøs lige inden jeg skulle ringe til min vejleder fra telefonen i receptionen, men han var heldigvis virkelig flink og sjov, så det gik hurtigt over. Han præsenterede mig for projektet, som i øvrigt lyder rigtig spændende, og introducerede mig for nogle forskellige mennesker der skulle hjælpe mig i løbet af dagen. Den første halvdel af dagen lavede jeg papirarbejde, og underskrev mindst 15 dokumenter. Så fik jeg en rundvisning i laboratoriet af Gordon, som er laboratorie-tekniker, og blev ellers sat igang med mit projekt fra dag 1. Så resten af dagen gik jeg rundt sammen med Daniel som er Ph.d. studerende  Hvis nogen skulle være interesseret i hvad jeg laver, så kommer her lige en kort beskrivelse. Skal arbejde med en parasit stamme der hedder Trypanosoma congolense som forårsager sovesyge i afrikanske kvæg og heste. Stammen har udviklet resistens imod de eneste to typer af medicin der findes imod den, så den er nu en stor trussel imod forsyning af føde som kød og mælkeprodukter i Afrika. Man ved at medicinen bliver optaget af parasitten igennem receptorer, og det er til dels disse receptorers forsvinden via mutationer, der gør parasitten resistent. De specifikke receptorer involveret er ikke kendt, og jeg skal derfor teste 8 receptorers effekt på parasitten, dvs. om den bliver mere eller mindre resistent af at få indsat receptoren, og dermed måske konkludere om en eller flere af disse 8 receptorer er involveret i optag af medicinen. Nå, nok om molekylær biologi!

Ved 17 tiden havde jeg fri og da jeg kom hjem mødtes jeg og spiste med de andre to piger der bor i min 'flat', Irina fra Tyskland og Ainur fra Kazakhstan. De er rigtig søde begge to og skal også med til Isle og Skye i weekenden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar