mandag den 5. august 2013

Edinburgh festival

Så er de første fire uger gået, og denne weekend er blevet brugt i godt selvskab med mennesker fra kollegiet hjemme i Virum, som er kommet hertil for at opleve Edinburgh, sammen med mig :) Uden at sigte efter det ramte vi tilfældigvis weekenden hvor den årlige Fringe festival i Edinburgh starter. Denne bliver afholdt hvert år i august og er den største festival i Verden for scenekunst. Så man må sige vi har fået oplevet scenekunst, både godt og mindre godt ;)

Rune hentede mig på stationen i Edinburgh da jeg ankom fredag eftermiddag efter arbejde. Anders, Marie og Rune havde planlagt at se en forestilling om King Kong, og jeg kom kun lige i tide til at vi kunne nå at ile derhen gennem menneskemængderne og se stykket. På trods af vores skepsis i starten, viste det sig faktisk at være et udmærket show og ret underholdende.

King Kong
Da showet var forbi fulgte vi The Royal Mile, der var ét stor menneskemyller, til en park hvor vi fik os en is. Jeg havde lavet en aftale med Viktor fra Makedonien, som også er IAESTE trainee, om at vi kunne bo i deres hus, så da vi havde sundet os med is, gik vi imod deres hus, der lå ca. 2 km uden for centrum. Der var masser af plads til os, og selvom det ikke var verdens mest hygiejniske sted, var det er udmærket sted for os at bo. Om aftenen hold de en fest i huset, så da vi havde fået aftensmad på en lokal italiensk restaurant, sluttede vi os til festen og fik drukket jelly shots og tennets øl indtil vi var for udmattede og måtte slæbe os op i seng.

Lørdag havde vi planer om at bestige Arthurs Seat, der er et mindre bjerg, hvorfra man kan skue udover Edinburgh. Vi nåede toppen inden middag og var nær blevet taget af vinden, for hold da op det blæste! Men udsigten var flot. Da vi ikke kunne klare vinden længere gik vi ned på den anden side af bjerget og fandt et sted nogenlunde i ly for vinden, hvor vi kunne spise vores frokost. 

På vej op ad Arthurs Hill
På toppen
Fra foden af bjerget gik vi til parlament bygningen og fulgte The Royal Mile, indtil vi mødte en pige der fik os overtalt til at se et stykke scenekunst som hun havde instrueret, MASK. Stykket handlede om en mand der opdagede at han kunne tage sit ansigt af, og dermed bryde en barriere han havde opbygget til sin kone. Men  ikke alle forhold kan klare nedbrydning af en beskyttende barriere, og da han fik overtalt hende til også at tage hendes ansigt af, var det mere end han kunne bære. Vi blev hurtig enige om at stykket her var et af de mere abstrakte, og ligesom der kan være flere fortolkninger af en sådan type kunst, var der delte meninger om forestillingen.

MASK
Vi slappede lidt af i en park og spiste anden frokost inden vi fortsatte til næste show, Ellis & Rose: Big in Denmark. Genren var comedy, og showet bestod af to fyre der fjollede lidt rundt og fortalte nogle jokes. Det var gratis at komme ind og reglen var bare at man skulle komme nogle mønter i en kop hver gang man grinte, så det blev heldigvis ikke så dyrt for mig.


Uddeling af flyers på The Royal Mile - nogle meget kreative iblandt

Da showet var slut satte vi kursen mod  vores hus hvor vi lige ville friskes op inden aftenens planlagte pub crawl. Da vi kom til huset var der ingen hjemme og døren var låst, så vi måtte vente 1½ time på at blive lukket ind. Heldigvis havde Marie en spil kort med, så hun reddede lige humøret og vi hyggede os med en god omgang røvhul mens vi ventede :)

Halvanden times røvhul mens vi var låst ude af huset

Den uventede ventetid resulterede i et rimelig hektisk aftensmåltid. Vi rundede en lokal kinesisk restaurant og bestilte en omgang take-away, tog en taxa til centrum og vi fandt en passende trappeafsats hvor vi kunne spise. Trods omstændighederne var det rigtig god mad, og vi blev godt mætte inden The Crawl gik løs. Første bar fra Frankenstein hvor vi mødtes med de andre deltagere. Vi blev inddelt i to hold, og fik stillet forskellige udfordringer - noget i stil med "hit med sangen", og så skulle vi gætte titlen på nogle film som én fra holdet fremlagde. Fra vores hold var Marie den udvalgte så den udfordring vandt vi selvfølgelig ;) Aftenen gik sindsygt hurtigt og inden vi havde set os om, havde vi tilbagelagt 3 barer og var tilbage på Frankenstein. Aftenens næste aktivitet var ghost tour i Edinburgh's vaults. Som er nogle kamre der blev lavet i pillerne på South bridge da man byggede broen i sin tid i 17 hundrede tallet. Oprindelig skulle de bruges til opbevaring med pga. deres dårlige tilstand (da de var bygget af kalksten kunne de ikke holde vandet ovenfra ude), blev det hurtigt droppet og kamrene blev indtaget af hjemløse og forbrydere. Vi startede touren i tortur kammeret hvor vi fik en udførlig beskrivelse af alle torturredskaberne der blev brugt i samtiden. Under præsentationen blev en pige utilpas og nåede kun lige ud af lokalet. inden hun besvimede. Om det var konsekvensen af at stå op for længe i et forholdsvis varmt lokale eller de onder ånder der var på spil i Edinburgh vaults, må stå hen i det uvisse :) Rundvisningen i de hjemsøgte kamre var ledet af en kappeklædt mand der ikke stod tilbage for at give os nogle ubehagelige gyser historier undervejs. Vi besøgte en række "rum" som havde forskellige historier tilknyttet. I det ondeste rum af dem alle, havde man været nødt til at afgrænse en cirkel af sten i midten af rummet, hvor de onde ånder kunne være uforstyrret. Efter en række uhyggelige historier om hvad der var sket med de, som havde trådt ind i cirklen gennem tiderne, måtte vi selv afgøre om vi havde lyst til at tage et skridt til den anden side af sten grænsen. Få turde udfordre skæbnen, her i blandt Anders :o
Aftenen sluttede på en Skotsk pub hvor vi fik en sidste drink til at skylle alle oplevelserne ned med inden sengetid.

Søndagsbrunch
Søndag stod den på søndagsbrunch hvorefter vi atter bevægede os imod The Royal Mile for at indtage det sidste af festivalen inden hjemrejse.

Aktiviteter på The Royal Mile

Anders hænger ud på gade perfomancers

Uddeling af flyers

Spansk inspireret musik på hullet guitar

Uddeling af flyers på The Royal Mile
Efter dagens første show, som var en mand der lavede nogle kort tricks, gik vi imod Hannover street for at finde noget mad. Vi blev enige om sushi, og det var vidst et godt valg - det var i hvert fald et godt sidste måltid vi fik, og så lærte jeg at tegnene i min thailandske halskæde, er kinesisk ;)


Sushi

Sushi

Mætte og tilfredse gik vi til turens sidste show, som vi var meget spændte på at se. Jeg var ikke selv bekendt med universet som dette show var bygget op omkring (en tv serie der hedder firefly tror jeg nok), men jeg var vidst den eneste af os fire. Det betød dog ikke at showet ikke var rigtig godt, måske det bedste i løbet af weekenden . En kombination af koncert og historiefortælling gjorde stemningen meget gribende, vi gik derfra med højt humør og et par plakater og CD'er rigere.


Forsangeren

Personen der fik os overbevist om at dette show var værd at se. 

Vi (jeg) tog afsked med Edinburgh og Rune, Anders og Marie inden turen gik tilbage til Glasgow hvor jeg endnu har fire ugers arbejde.

Sidste gruppefoto med Edinburgh Castle i baggrunden







mandag den 29. juli 2013

Tur til Oban

I weekenden besøgte vi Oban der er en lidt mindre by nord for Glasgow. Vi ankom til byen lørdag morgen efter en tre timers tog tur gennem meget smuk natur. Og da vi havde fundet vores hostel  der var en gammel kirke lavet om til hostel indeni, tog vi på destilleri tur på Oban destilleriet.

Oban destilleri
Rundvisningen mindede meget om den på Talisker, dog kunne vores guide ikke helt leve op til ham vi havde sidst ;) Vi fik lov til at smage en whisky der endnu ikke var færdig lageret ("kun" lageret i 10 år), direkte fra tønden. Den var ret stærk fordi den ikke var fortyndet med vand, som de ellers normalt bliver inden de hældes på flaske - mener det var 58 % alcohol, men faktisk smagte den meget udmærket. Vi smagte også den færdige 14 års whisky og fik et gratis whisky glas med Oban logo.

Efter whisky tour gik vi op til McCraig's tower hvorfra der var en fantastisk udsigt over byen.

McCraig's Tower og udsigten over Oban
Da vi havde nydt udsigten gik vi ned til havnen og spise frokost. Jeg havde hørt yderst god omtale om byens kammuslinger, så dem måtte jeg da have til frokost selvom de var ret peberet - 10 pund for fire kammuslinger.  Desværre måtte jeg erkende at kammuslinger ikke lige er min kop te, tror det har noget at gøre med at man skal spise alt på dyret inklusive indmad og sådan noget, det har jeg lidt svært ved selvom jeg ellers ikke er kræsen. Dog spiste jeg op, nu havde jeg jo betalt de 10 pund.

Scallops/Kammuslinger
Efter frokost tog vi på stranden. Vejret var igen fantastisk godt, så her nød vi solen og soppede lidt i det kolde skotske hav vand.


På stranden
Da vi ikke længere kunne holde solen ud - den slags er man jo ikke så vandt til herover - tog vi på bar og drak en sodavand, spiste noget aftensmad og gjorde os klar til aftenens Ceilidh (traditionel skotsk dans) der foregik på byens eneste feststed/natklub. Først spillede bandet nogle numre domineret af sækkepibe der blev spilet af en pige (der er ret usædvanlig at piger spiller sækkepibe fik jeg at vide), og jeg må nok konkludere at det var det bedste pibe spil jeg hidtil har hørt på turen! Man bliver simpelthen i så god stemning af den slags musik der spilles til Ceilidh så man kan slet ikke lade være med at danse. Efter en god gang opvarmning med Ceilidh blev stedet lavet om til natklub og sækkepibe bandet erstattet af en dj. Vi festede til klubben lukkede og det har nok været en af de bedste aftenen indtil nu ;)

Søndag var hele dagen sat af til vandring på øen Kerrera. Desværre regnede det så det var lidt vådt at gå øen rundt. Det gjorde dog ikke stedet mindre smukt, men bidrog snarere til dets gådefulde natur.

Færgen der tog os til Kerrera
Gylen Castle på Kerrera
Efter en hel dags vandring var vi godt bombet, og klar til at tage toget hjem til Glasgow. Da jeg kom hjem kl. 21 gik jeg på hovedet i seng, men sikke en fantastisk tur, jeg tror næsten det må være den bedste hidtil :)

mandag den 22. juli 2013

Glasgow Weekend

Efter denne weekend er jeg virkelig blevet bekendt med Glasgow og menneskerne der bor her. Weekenden startede med whisky smagning hos en af dem fra IAESTE rådet. Vi fik trænet vores whisky smagnings færdigheder på 8 whisky'er, hvorefter vi var godt kørende og fortsatte festen i en gammel kirke lidt længere nede af vejen. Den var selvfølgelig ikke kirke længere, men var lavet om til en bar.

Lørdag morgen startede vi den berømte Glasgow City Challenge, som de holder for IAESTE praktikanter hvert år. Vi blev inddelt i hold og fik en liste med udfordringer som vi skulle løse gennem dagen ved at udforske byen. Første udfordring for vores hold (som i øvrigt ikke havde så meget med byen at gøre) var at drikke 100 shot øl hurtigst muligt. Så efter det første stop var stemningen i top og vi fortsatte vores eventyr gennem byen. For at svare på en række spørgsmål der var en del af city challengen måtte vi spørge de lokale for forskelligt info. Den første mand vi snakkede med var barejer og vidste en masse om området, så han svarede på en del af vores spørgsmål. En anden udfordring var igennem dagen at bytte en citron, som vi havde fået udleveret om morgenen, til noget andet spændende. Så barejeren tog gladeligt imod vores citron og gav os et øl krus. Senere fik vi byttet øl kruset til en glaseret porcelæns hest, som var så tilstrækkelig spændende en genstand, så vi ikke ville bytte den igen. Det var fantastisk vejr og dagen fløj afsted mens vi udforskede byen og snakkede med mange glasgowianere. Vi havde også en udfordring der gik ud på at samle så mange tilfældige mennesker som muligt i et foto sammen med os, så på Buchanan street, der er den centrale shopping gade i Glasgow og altid vrimler med mennesker, fik vi spurgt en masse om de ville være med på vores foto. Alle udfordringerne gav point alt efter hvor godt de var løst, så der til sidst kunne kåres et vinder hold. Så i slutningen af dagen, inden vi skulle ud og danse, blev det bedste hold kåret, og det var selvfølgelig os ;) 

Vindere af Glasgow City Challenge


Vi tog på en bar hvor der hver lørdag var ceilidh, som er en traditionel skotsk dans, til live musik. Jeg fik danset 4 omgange, alle 4 forskellige danse, og man må sige at det er god opvarmning før en bytur. Vi sluttede aften af på en stor natklub der hed ABC som efter sigende har europas største disco kugle! 

Søndag gik vi på opdagelse i Glasgows West end. Mange var trætte efter gårsdagens vandren og dans, så vi tog den med lidt med ro. Vi startede på transportmuseet, tog så til Kelvinbridge park og slappede af foran kunst museet mens vi spiste frokost. Efter vi havde gået en tur inde i kunstmuseet, der i øvrigt var en virkelig flot bygning, gik vi imod Glasgow University og så os lidt omkring. Også her er en del af Harry Potter filmet og man kunne godt genkende nogle af scenerne. Det er en imponerende bygning, meget skotsk, og med en flot udsigt over Kelvindbridge park. Vi sluttede dagen af på Ashton Lane som er en hyggelig lille gade med en masse barer lige omkring universitetet. 



mandag den 15. juli 2013

Expedition til Isle of Skye

Det mest af dag 1 gik med at komme ud til Skye, men vi gjorde også en del stop på vejen hvor vi så forskellige attraktioner. Første stop var ved Loch Lomond hvor vi lige fik strukket benene til en flot udsigt over lochen. Næste stop var Glen coe som Skotlands mest berømte glen/dal, som udover at være utrolig flot at vandre i, også er kendt for Glen coe massakren i det 17. århundrede. Efter at have skuet udover dalen mens vi spiste vores frokost gik vi en tur på museet og blev klogere på dalens dyre- og planteliv samt geologi.  Vi fortsatte så med bussen gennem det skotske højland og forbi Ben Nevis som er Skotlands højeste bjerg, ca 1344 m over havets overflade

Udsigten over Loch Lomond

Næste stop var ved Glenfinnan som var endnu en dal hvor bl.a. den kendte viadukt fra Harry Potter er. Her nød vi udsigten fra et udsigtspunkt og så det gamle damplokomotiv futte over viadukten. Desværre fik jeg ikke et godt billede af toget, men jeg skal ud og køre med det om to uger, når vi skal på udflugt til Oban, så kan jeg måske få et par billeder.

Glenfinnan viadukt som er med i Harry Potter

Udsigt over Genfinnan
Vi fortsatte gennem West Highlands of Scotland og passerede smukke natur scenarier, som har været brugt til optagelse af flere film, bl.a. kørte vi igennem området hvor James Bonds er vokset op i filmen Skyfall. Senere, da vi var ankommet til Skye, passerede vi et klippelandskab hvor filmen Prometheous er blevet optaget, og hvor den kommende Star Wars bliver filmet. Man kan måske også godt sige at det var lidt som at være på en fremmed planet at køre igennem så særegent og fredfyldt et landskab.

Da vi ankom til Portree som er hovedstaden på Skye fik vi fish and chips til aftensmad og fortsatte så imod vores hostel. Udsigten derfra var helt utrolig, og da vi havde fået pakket ud fulgte vi en sti ned til havet igennem det smukke landskab. Nogle af de andre studerende var modige og tog en svømmetur i det kolde vand, mens jeg og nogle andre gik på opdagelse med vores kamera. Da vi begyndte at blive spist af midges, som er små aggressive insekter der lever i det Skotske højland, gik jeg tilbage, fik en kop te og gik så i seng. Selvom klokken var 23 var det stadig lyst, det bliver åbenbart først rigtig mørkt dér ved midnatstid og så står solen op igen ved 3 tiden.

Sti fra vores hostel og ned til vandet


Om lørdagen kørte vi ud til Sabhai Mòr Ostaig College der ligger på Skye, og er national center for deres gamle sprog Gaelic. Så her lærte vi noget historie om Gaelic der er en gren af Celtic og talt af ca. 80.000 mennesker i Skotland. Jeg lærte bl.a. at sige goddag og hvordan har du det ’Latha math’ og ’Ciamar a tha thu’ og at ordet Whisky oprinder fra ’Uisge Beatha’ der betyder Livets Vand. Efter Gaelic undervisningen hørte vi noget traditionel Skotsk musik. Der blev spillet fiddle, det er faktisk en violin, men pga. den måde man spiller på instrumentet bliver det altså kaldt en fiddle,  og to typer sækkepibe, som i øvrigt spillede så voldsomt højt, så jeg gik derfra med ringen for ørerne. Kan godt forstå nogle ikke bryder sig som meget om sækkepibe, jeg var nok også selv mest til fiddelen.

Rutineret piber spiller på sin sækkepibe



Fiddle
Næste aktivitet var en lille heik igennem et imponerende bjerglandskab. Stien var lidt udfordrende ind imellem med hold da op et landskab! Vi gik i ca. to timer til vi nåede vores hostel.

Heik gennem bakkerne på Skye

Lørdag var også dagen for international aften. Vi var blevet inddelt i grupper og skulle lave noget mad der repræsenterede landet/området vi kom fra. Vi var 5 grupper:  Asien, Sydeuropa, Mellemøsten,  Østeuropa,  Skotland og Nordeuropa som jeg var i. I min gruppe var vi en fra Polen, en fra Finland, en fra Holland, en fra Tyskland, To fra Sverige og så mig fra Danmark. Vi lavede kødboller som skulle repræsenterer frikadeller og kötbullar (dansk/svensk),  og så med kartofler og en hollandsk sovs til (hollandsk), en nudelsalat (tysk), chokoladekugler (svensk), chokolade/abrikos kage (finsk) og så serverede vi kolde Carlsberg til. Det var rigtig lækker mad vi fik den aften, min favorit var nok Asien bordet som havde lavet sådan en lækker nudel ret, og så Sydeuropa som havde tomat/tun suppe og bruchetta og så selvfølgelig sangria (der var en del fra Spanien). Da vi havde spist os godt mætte blev der åbnet nogle flere øl og jeg kom i seng ved 2 tiden.

Det Asiasiske bord

Søndag stod den på tur til Talisker distellery som er et anerkendt whisky destilleri på Skye. Vi fik en guidet tur inde i selve destilleriet af en ægte whisky kender.

Talisker whisky destilleri

Han forklarede os hele proceduren fra ende til anden mens vi gik igennem destilleriet. Først skal kornet som whisky’en er baseret på gennemgå en maltnings proces. Det sker ved at kornet bliver gennemblødt med vand og ligger så i 10 dage for at enzymer der skal omdanne stivelse til sukker kan blive dannet. Derefter skal kornet tørres, og det gør man ved at ryge det. Da der ikke vokser særlig mange træer på Skye bruger man tørv som er et jordlag der brænder meget langsomt, og giver en helt bestemt kraftig røget smag til whisky’en. Tørv er en slags jordlag der er særligt udbredt hvor det regner meget og jorden er våd, dvs. i den vestilige Skotland, hvorfor whisky’erne fra dette område er særligt røget. Når kornet er tørt bliver det malet groft og overført til en stor beholder hvor det overhældes med frisk vand der er opvarmet til 37 grader. Denne temperatur er optimum for enzymerne, som begynder at omdanne stivelsen til sukker som senere skal blive til alkohol. Den sukkerholdige væske tappes over i en kæmpe tønde hvor det tilsættes gær. Gæren bruger sukkeret og laver ethanol, indtil væsken når en alkohol procent på omkring 8 %. Nu sker destilleringen, som foregår ved at væsken overføres til nogle store kobberbeholdere der langsom bliver varmet op indtil alkoholen, som har en lavere fordampningstemperatur end vand, begynder at fordampe. Den fordampede alkohol sætter sig på indersiden af kobber beholderen og denne kontakt er vigtig for at fjerne forskellige salte fra den væske der skal blive til whisky. Destilleringen foregår over flere omgange og i forskellige kobber tanke. Til sidst bliver den færdige whisky med den rette alkohol procent hældt på egetræs tønder hvor det skal stå og modnes i 10 eller 18 år. Tønderne de bruger på Talisker er brugte og kommer fra et destilleri i USA, det skulle åbenbart være bedst for whisky’en at modnes i en brugt tønde. Nogle af tønderne kom også fra Spanien og havde været brugt til cherry, og modning i deen type tynde skulle få whysky’en til at få et twist af cherry. Vi hørte også om den nye ’trend’ indenfor whisky’er, som går ud på at dobbelt modne whisky’en hvilket vil sige at den hældes over på en ny tønde de sidste måneder af dens modningstid. Turen sluttede af med en smagsprøve af en 10 års Talisker. Vi fik en meget omhyggelig introduktion til hvordan whisky’en skulle drikkes. Først kigger man på den – hvis det er en god whisky, siger nogle whisky kendere, kan man se den smile tilbage når man smiler til den. Så stikker man næsen helt ned i whisky glasset, og dufter til væsken mens man tænker over hvad den dufter af. Så tager man et lille sip og lader det komme rundt i munden og på siderne af tungen, og SÅ synker man det mens man mærker varmen fra whisky’en fylde sin krop. Hvis man kommer en dråbe eller to helt frisk vand i whisky’en skulle smagen blive mere rund og mild. Ikke fordi væsken fortyndes, men noget med at proteinerne bliver forstyrret – det fik jeg ikke lige helt fat i, og kunne heller ikke så godt smage forskel, måske fordi jeg stadig er forkølet J

Entusiastisk whisky kender der viste os rundt på destilleriet
10 års Talisker som vi fik lov at smage
Nå, det var en lang smører om whisky. Næste stop var ud til alferne kløft, som var en kløft der fordybede sig ned langs en bjergside med en lille flod i bunden. Vejret var godt så vi gik langs kløften i et par timer og fik taget nogle flotte billeder.

Alfernes kløft

Om aftenen var det planen at vi skulle lave bål ved stranden men det måtte vi aflyse da det begyndte at regne. Heldigvis var der et lokalt band der spillede på hotellet lige ved siden af, så der gik vi over i stedet for, vi var ca. 50 så det har virkelig været en god forretning for det lille hotel den aften. Stemningen var helt i top og vi fik alle de lokale nisser op af stolen og danse. Hele baren blev omdannet til dansegulv og folk skrålede med på alle de kendte sange, som blev hyldet med klapsalver og pift. Det var også virkelig et godt band! Ud over at danse fik jeg også drukket en Talisker i baren så jeg kunne forbedre mine whisky tasting skills lidt. Da bandet var færdig med at spille gik vi tilbage til vores hostel, det var en sjov oplevelse at træde direkte ud i sådan en fredfyldt natur (det var stadig lyst) efter at have givet den så meget gas til en rock koncert.
Mandag var det tid til at tage hjem til Glasgow. Efter at have pakket sammen og sagt farvel til udsigten, satte vi os til rette i bussen og fik indhentet lidt af den søvn der var kommet i underskud over weekenden.  Vi havde også en del ting planlagt på hjemturen og første stop var ved et af de mest besøgte slotte i Skotland der hed Eilean Donan Castle. Dernæst kørte vi mod Loch Ness hvor vi besøgte endnu et slot der hed Urquhart  og nød udsigten over lochen som har et areal på 56 km2 og det dybeste punkt er 227 m dybt! Vi nåede også lige at få et glimt af Nessie inden vi kørte videre.


Eilean Donan Castle



Urquhart Castle med usigt over Loch Ness


Sidste stop på Skye ekspeditionen var ved slagmarken Culloden som var et slag imellem Jacobite forces og en Government army. Jeg var lidt træt så fik ikke helt fat i historien, selvom det var en virkelig god guide vi havde med ude på slagmarken, men the Jacobites tabte i hvert fald stort. Vi gik en hurtig rundtur på museet inden vi kørte videre imod Inverness som er hovedstaden i det Skotske højland og satte så kursen imod Glasgow.

Culloden Battlefield
Jeg var godt træt da jeg kom hjem, men alligevel formåede jeg at få slæbt mig med ned på en bar sammen med de andre og drikke en øl og det var altså afslutningen på en helt fantastisk tur, hvor jeg virkelig har fået udvidet mit kendskab til Skotland.


torsdag den 11. juli 2013

Den første arbejds uge er gået

Den første arbejdsuge er gået, og der er godt nok drøn på. Igår kom jeg først hjem kl. 20, fordi der var så meget vi skulle nå at lave i laboratoriet. Der har altså ikke været så meget tid til at gå på opdagelse, dog fik jeg lige lagt min vej forbi Necropolis ved et tilfælde på vej ud og handle her i tirsdags. Vidste ikke rigtig hvad det var, men det så så dragende ud, så jeg var nødt til at gå ind og kigge. Det skulle vidst være et sted hvor mange kendte Glasgowianere ligger begravet, det så meget storslået ud derinde og havde heldigvis mit kamera på mig. Vejret er stadig fantastisk som i kan se, så venter stadig spændt på at se Skotlands sande ansigt :)

Necropolis
Jeg nåede også lige at møde de andre IAESTE trainees til en barbecue igår, der var ca. 20 andre. Det er virkelig en sjov og meget åben stemning der er når så mange nationaliteter mødes, måtte desværre gå lidt tidligt da jeg var helt færdig efter en lang dag, men jeg glæder mig til at få snakket med nogle flere af dem imorgen på turen til Isle og Skye.

Ville gerne have skrevet flere detaljer om min første uge, men er simpelthen så smadret, og skal have ladet op til 4 dages ekspedition til Skye der starter imorgen. Så når jeg kommer tilbage på mandag er der garanteret meget at skrive om, og en masse gode billeder. Har i øvrigt haft lidt tid idag til at lege med mit kamera, så glæder mig til at møde nogle flotte motiver jeg kan fotografere de næste dage.


mandag den 8. juli 2013

Ankomst til Skotland og den første dag på arbejde

Nu sidder jeg pludselig på mit lille værelse i Skotland, og har fået overstået første dag på Universitetet - en dag jeg længe har prøvet at forstille mig, og lidt frygtet, er nu vel overstået. Og så på trods af en ordentlig omgang forkølelse - men det er jo prisen for at tage på Roskilde festival.

Jeg blev hentet i Edinburgh lufthavn af Craig, som er en utrolig flink og hjælpsom IAESTE frivillig, og vi tog bussen ind til Edinburgh hvor vi skulle med tog videre til Glasgow. Skotland viste sig fra sin bedste side med sol fra en skyfri himmel, og selvom jeg kun så Edinburgh gennem de beskidte ruder i bussen, gjorde den virkelig indtryk. Jeg skal helt sikkert tilbage og udforske byen og dens mange slotte når jeg får tid en weekend.
Da Craig havde fulgt mig til kollegiet hvor jeg skulle bo og vist mig lidt rundt, fik jeg pakket mine ting ud, og så gik der ikke længe før jeg måtte gå i seng. Min krop var bare så træt, så den sov fra kl. 7 igår aftes til kl. 7 i morges, og så endda på en sindsygt dårlig madras der knirker højt hver gang man vender sig, og føles som om man ligger direkte på fjedrene. Skal vidst ud og have købt mig en topmadras.

Min første arbejdsdag tog jeg afsted 1½ time inden jeg skulle møde, fordi jeg var bange for at fare vild og komme for sent, men det var meget nemt at finde ud til Glasgow University med undergrundsbanen, så det endte bare med at jeg var der 3 kvarter før. Jeg gik en tur i området, og tænkte lidt over hvad jeg skal tage billeder af, når jeg får mit kamera med ud på et tidspunkt. Gik også lige ind i universitetets hovedbygning, hvilket var et meget imponerende sted - det kommer der billeder af senere. Jeg var ret nervøs lige inden jeg skulle ringe til min vejleder fra telefonen i receptionen, men han var heldigvis virkelig flink og sjov, så det gik hurtigt over. Han præsenterede mig for projektet, som i øvrigt lyder rigtig spændende, og introducerede mig for nogle forskellige mennesker der skulle hjælpe mig i løbet af dagen. Den første halvdel af dagen lavede jeg papirarbejde, og underskrev mindst 15 dokumenter. Så fik jeg en rundvisning i laboratoriet af Gordon, som er laboratorie-tekniker, og blev ellers sat igang med mit projekt fra dag 1. Så resten af dagen gik jeg rundt sammen med Daniel som er Ph.d. studerende  Hvis nogen skulle være interesseret i hvad jeg laver, så kommer her lige en kort beskrivelse. Skal arbejde med en parasit stamme der hedder Trypanosoma congolense som forårsager sovesyge i afrikanske kvæg og heste. Stammen har udviklet resistens imod de eneste to typer af medicin der findes imod den, så den er nu en stor trussel imod forsyning af føde som kød og mælkeprodukter i Afrika. Man ved at medicinen bliver optaget af parasitten igennem receptorer, og det er til dels disse receptorers forsvinden via mutationer, der gør parasitten resistent. De specifikke receptorer involveret er ikke kendt, og jeg skal derfor teste 8 receptorers effekt på parasitten, dvs. om den bliver mere eller mindre resistent af at få indsat receptoren, og dermed måske konkludere om en eller flere af disse 8 receptorer er involveret i optag af medicinen. Nå, nok om molekylær biologi!

Ved 17 tiden havde jeg fri og da jeg kom hjem mødtes jeg og spiste med de andre to piger der bor i min 'flat', Irina fra Tyskland og Ainur fra Kazakhstan. De er rigtig søde begge to og skal også med til Isle og Skye i weekenden.